Videoer i undervisning og uddannelse: et indblik i forskningen

I denne rapport præsenteres et indblik i forskningen vedr. videoer i undervisning og uddannelse. En del undersøgelser peger på at videoer kan have en positiv effekt på studerendes læringsudbytte. Denne effekt kan være lige så stor som effekten af at følge liveundervisning. Studerendes adgang til videoer synes ikke at have nogen stor effekt på deres fremmøde til liveundervisning. Studerende med adgang til videoer udtrykker typisk stor tilfredshed med den fleksibilitet det giver, bl.a. fleksibilitet med hensyn til hvor og hvornår man vil følge undervisning, og fleksibilitet med hensyn til styring (bl.a. pause- og spolefunktioner).

Studerende bruger især videoer i forbindelse med forberedelse til prøver og eksamener og for at kompensere for at de ikke har været til liveundervisning. For nogle studerende er det en ulempe ved videoer at der ikke er mulighed for at stille spørgsmål til underviseren, og nogle studerende synes det er svært at blive engageret i videoer, og giver udtryk for at det kræver meget disciplin at få dem set.

I forskningslitteraturen diskuteres og anvendes forskellige teorier om optimal multimedielæring. Teorierne kan bruges i forbindelse med design af videoer. Undervisere som selv er involveret i produktion og brug af videoer, har forskellige overvejelser vedr. fordele og potentielle ulemper ved videoer. Der mangler forskningsbaseret viden vedr. den optimale længde af videoer til anvendelse i undervisning og uddannelse.